Bæredygtig investering

Klimaet får meget omtale, og mange investorer er begyndt at interessere sig for bæredygtige investeringer. Men hvad dækker ordet bæredygtighed over? Investerer vi bæredygtigt? Og hvordan ved man om en investering er bæredygtig?

 

Et holistisk bæredygtighedsbegreb indebærer en sammentænkning af det miljømæssige, det sociale og det økonomiske. Dermed udelukker bæredygtighedsbegrebet muligheden for kun at fokusere på f.eks. miljø, da hele ideen er at tænke i helheder.

 

En del virksomheder er også begyndt at fokusere på 'den tredobbelte bundlinje' - dvs. at de medregner det sociale og miljømæssige i deres økonomiske bundlinje. Dermed skal de foruden at have en god indtjening også være socialt ansvarlige og tage hensyn til miljøet (Brundtland-rapporten (1987)).

 

Baeredygtighed

 

Derfor vil man også på de fleste større virksomheders hjemmesider kunne finde deres CSR*-politik, ESG*-politik og hvilke af FNs verdensmål*opfyldes, hvori virksomhederne beskriver, hvad de indenfor deres område har gjort, kan og vil gøre for at være bæredygtige.

 

Er vore investeringer bæredygtige?

Vi har endnu ikke et investeringsselskab/-forening med direkte fokus på bæredygtighed. Men selvom fokus ikke udelukkende er på bæredygtighed, så er det efterhånden en af de faktorer, som vægtes højt.

 

IR Favoritter og IR Invest

Ser vi på f.eks. IR Favoritter og IR Invest, som begge investerer i danske aktier fortrinsvis indenfor C25 indekset, vil mange af disse virksomheder allerede have lavet politikker for bæredygtighed.

 

Onlinemægleren Nordnet har netop udarbejdet en analyse, der viser, hvilke af FNs Verdensmål landets største børsnoterede selskaber i C25-indekset bidrager til.

C25-analysen er lavet på baggrund af en gennemgang af selskabernes seneste oplysninger til UN Global Compact, og for de af selskaberne, der ikke er medlem af UN Global Compact, er informationerne taget fra deres egen bæredygtigheds-rapportering.

 

Initiativet UN Global Compact, som ligger under FN, forpligter medlemsvirksomhederne til at overholde ti principper inden for Menneskerettigheder, Arbejdstagerrettigheder, Miljø og Antikorruption.

 

Analysen viser, at 21 ud af de i alt 24 (Mærsk tæller for 2) virksomheder i C25-indekset, rapporterer på Verdensmålene, også selvom det ikke er lovpligtigt. Hele 79 procent af dem er medlem af UN Global Compact, og i gennemsnit støtter hver enkelt virksomhed i C25-indekset seks Verdensmål.

Læs mere her

 

I en global rapport over de 100 mest bæredygtige selskaber udarbejdet af det canadiske analysehus og erhvervsmagasin Corporate Knights, som hvert år rangerer selskaber med en omsætning på mere end 1 mia. dollar ud fra en række parametre, ligger danske Ørsted A/S på en flot 1. plads.

 

Yderligere 4 danske C25 selskaber er også repræsenteret på listen; Chr. Hansen Holding A/S på 2. pladsen, Novozymes A/S på 6. plads, Vestas Wind Systems A/S på 37. plads og Novo Nordisk A/S på 74. plads.

 

I år er 7395 virksomheder blevet rangeret, og at Danmark har 3 i top 10, og 5 i top 100 viser, at de danske selskaber har taget begrebet Bæredygtighed til sig.

 

Den vigtigste parameter er, hvad Corporate Knights kalder Clean Revenue (”ren” omsætning), hvilket er den andel af firmaets samlede økonomiske aktivitet, der vurderes til at have positive, miljømæssige eller sociale effekter.

Læs mere her

 

Ser man på IR Invest på Morningstar, kan man se at den samlede bæredygtighedsvurdering af foreningen ligger over middel.

 

IRI Rate

 

IR Favoritter vil – når IR kvotienten er positiv - som oftest være investeret i samme aktier, og derfor have en vurdering, der ligger tæt op ad IR Invests vurdering.

 

IR Invest og IR favoritter kan investere inden for alle brancher, og vi forsøger her at inddrage selskaber, der bidrager aktivt i en mere bæredygtig retning.

 

IR Basis

Så snart vi bevæger os uden for Danmark, er det pludselig sværere at gennemskue bæredygtigheden i de enkelte virksomheder. Ser man på verdensplan mht. bæredygtighed, er Europa nået længst, og Norden ligger helt i front. I en undersøgelse af nordiske institutioner viste det sig, at hele 99% af nordiske institutionelle aktiver under forvaltning allerede indeholder elementer af en ESG-politik, hvilket er meget positivt.

 

Ser vi på DAX indekset, som er det indeks, som vi opererer mest indenfor i IR Basis, er billedet ikke helt så flot som for IR Invest. DAX indekset ligger dog stadig på middel i Morningstars analyse.

 

Basis Rate

 

IR Vækstlande, IR Erhverv og IR Højrente

IR Vækstlande, IR Erhverv og IR Højrente er alle investeringsselskaber, som investerer globalt.

 

Som i IR basis gælder det, at Europa er langt fremme. Men i udviklingslandene sker der generelt for lidt. For deres fremtidige udviklings skyld burde de tænke på bæredygtighed ud fra et langsigtet perspektiv, men fordi de ikke har midlerne, sker der meget lidt. USA halter også alarmerede langt bagefter, mens store eksportlande som Kina faktisk er begyndt at fokusere stærkt på holdbarhed og gør det ganske godt.

 

Her kan der ikke, som ved de ovenstående, findes klassificeringer, som direkte viser placeringer. Der er dog andre faktorer, som kan give et hint om, hvilke typer af virksomheder, der er tale om, f.eks. om de indeholder tobaks- eller våbenindustri.

 

Et reelt billede?

Desværre er der ikke et regelsæt, som ville gøre det nemmere at sammenligne forskellige investeringsprodukter, og hvor alle virksomheder skal opfylde de samme kriterier. Som det er i dag, svarer det til at sammenligne æbler og pærer.

 

I dag er det sådan, at hvis du bare har to klimarelaterede aktier, kan du kalde en investeringsforening/-selskab bæredygtigt, og det skaber rigtig mange udfordringer.

 

Der er dog et arbejde i gang med at oprette sådanne regelsæt, og det vil på sigt ikke længere være muligt at kalde et produkt bæredygtigt, hvis det ikke opfylder de lovpligtige krav til bæredygtighed.

 

Tendensen for bæredygtige investeringer peger helt sikkert opad. De kommende generationer er ikke interesseret i investeringer, der påvirker omverdenen negativt. Tidligere fokuserede man næsten udelukkende på at frasortere i investeringsprocessen, såsom sektorbaseret screening, som fortsat er det mest almindelige. Men der ses en større interesse inden for investeringer med bæredygtighedstemaer.

 

Investerer vi bæredygtigt?

Som ovennævnte beskrivelser af vore produkter viser, så er investeringer i danske virksomheder i C25 over middel, når det kommer til bæredygtighed, hvilket selvfølgelig smitter af på IR Favoritter og IR Invest.

 

Europa er også langt fremme mht. bæredygtighed – og investeringer i europæiske virksomheder i IR Basis er vurderet som middel mht. bæredygtighed.

 

Med hensyn til de globale investeringer i IR Vækstlande, IR Erhverv og IR Højrente, er det langt sværere at finde direkte vurderinger i bæredygtighed – her kan man f.eks. se på, om de sektorer, der investeres i, er acceptable.

 

Så svaret må være ja – så vidt det er muligt.

 

Men alle vurderinger bygger på forskellige beregningsmetoder, og kan være lidt som at sammenligne æbler og pære. Derudover skal man også have in mente, at CSR, ESG og opfyldelse af FNs Verdensmål er til dels virksomhedernes egen vurdering af deres indsats.

 

Indenfor det europæiske compliance område arbejdes der på at lave regelsæt for, hvornår en investering er bæredygtig, så de er direkte sammenlignelige. Det vil formodentligt give et langt mere reelt billede, end det vi ser i dag.

 

 

 

* Forklaringer

CSR (Corporate Social Responsibility) er virksomhedens ansvar for at opføre sig ordentligt samt deres ansvar for at være med til at løse de globale udfordringer. CSR omfatter ansvaret for økonomisk bæredygtighed, menneskelig livskvalitet og naturlig balance. En CSR-politik er lovpligtig for større virksomheder.

 

ESG (Environmental, social and corporate governance) vurderer blandt andet, om virksomheden arbejder målrettet på at sænke sit energiforbrug, bekæmper børnearbejde og handler etisk i sin ledelse og forretning.

 

De to begreber er egentlig ret ens, men adskiller sig på et specifikt punkt: ESG betyder, at man søger efter merværdi eller merrisiko i en virksomhed, mens CSR fortæller noget om, hvordan virksomheden arbejder med bæredygtighed overordnet set.

 

FNs verdensmål udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber.

Mange virksomheder beskriver de verdensmål, som virksomheden kan have en indflydelse på.

 

 

Kontakt os for at høre mere: 9626 3000

Eller lad os kontakte dig

Din information er blevet sendt, og vi kontakter dig snarest.

Fejlbesked

Fejlbesked

Din information er blevet sendt, og vi kontakter dig snarest.